(Når man nu selv skal lægge fliserne, kan man jo ligeså godt sende en hyldest til 2730 Herlev:-)

Projektet er nu overstået og vi er alle hjemvendte fra Indien i god behold. Tredje halvleg er nu gået igang for Philip, men også for mig. Philip skal nu se om han kan udleve de mål han har sat sig i Indien og jeg skal forsøge at finde hoved og hale i det hele for at finde ud af hvad vi gør nu. Det gælder både i forhold til Philip og på et lidt større og måske politisk plan. Der skal evalueres på turen. Hvad gjorde jeg forkert, og hvad gjorde jeg rigtigt – og hvad ville jeg have lyst til at gøre igen?

Jeg er idealist, men jeg er også realist og jyde af oprindelse

Har det været godt? Har det været en succes? Har mange allerede spurgt og mit svar har for det meste lydt: “Ja, det har været godt. Det har også været hårdt, men godt. Har det været en succes? Det afhænger af fra hvilken vinkel man ser det”.

Jeg er træt af at være i projekter, hvor alt bliver gjort til en succes, fordi det skal gøres til en succes. Succes er nemt at opnå, hvis man bare sætter lave mål. Jeg ønsker ikke at sætte lave mål med de ting jeg gør. Jeg ønsker at tænke stort og visionært. Lad os derfor bare gå i den anden grøft og sige at projektet ikke har været en succes – for alt er ikke lykkedes, og alt vil ikke komme til at lykkes.

“Jeg tænker anderledes nu”, sagde han den sidste aften i Indien. “Tidligere troede jeg altid jeg havde ret og jeg ville ikke høre på andre, selv om jeg godt vidste nogen gange, at jeg ikke havde ret. Men nu kan jeg godt tage råd fra andre”

Omvendt så har jeg på to måneder været med til at skabe et forum for Philip, som har bragt ham et sted han aldrig har været før. “Jeg tænker anderledes nu”, sagde han den sidste aften i Indien. “Tidligere troede jeg altid jeg havde ret og jeg ville ikke høre på andre, selv om jeg godt vidste nogen gange, at jeg ikke havde ret. Men nu kan jeg godt tage råd fra andre”.

I to måneder har Philip ikke røget hash eller lavet kriminalitet. Sidst der har været en periode på to måneder uden den slags ligger mere end 2-3 år tilbage. Samtidig med at vi var i Indien har hans mor også fået ro til at komme på benene igen og da hun kom ned og besøgte os de sidste 11 dage i Indien, havde hun ikke rørt piller eller alkohol i to måneder. Hun havde tabt sig 12 kg, fået farven tilbage i ansigtet sammen med troen på livet. Da de to mødte hinanden i Indien var det første gang i flere år, at de stod overfor hinanden uden den ene eller anden var fuld, stiv, høj, syg eller bagskæv.
Philip har også på to måneder præsteret at læse og skrive mere end han har gjort de sidste to år tilsammen. Derudover er hans engelsk kundskaber blevet væsentligt forbedret, samtidig med, at han har fået en livslæring og hundredevis af aha-oplevelser, som mange “velfungerende” danskere på både 30 og 50 år kunne have så rigeligt brug for.
Set i det lys, og derudover holder det op imod, hvor mange penge der er blevet brugt på ham i forskellige tilbud de sidste mange år, så lad os da bare kalde det en lille succes, omend jeg ikke bryder mig om ordet.

Jeg er idealist, men jeg er også realist og jyde af oprindelse. Jeg har hele tiden vist, at der på et tidspunkt ville komme en tredje halvleg, hvor der skulle arbejdes videre på opholdet i Indien. Pessimisterne står klar til at dømme Philip tilbage i det gamle liv og det er der i sandhed også god grund til at tro på vil ske – for hvem er der til at trække ham mod det gode liv.

Du og jeg er sikkert blandt de såkaldte ‘pisse priviligerede’. Vi har venner og familie nok, der viser vej og måske ovenikøbet opmuntrer os og giver os troen på, at vi kan udrette noget stort i vores liv og andres.

Du og jeg er sikkert blandt de såkaldte ‘pisse priviligerede’. Vi har venner og familie nok, der viser vej og måske ovenikøbet opmuntrer os og giver os troen på, at vi kan udrette noget stort i vores liv og andres. Vi er så priviligerede, at vi måske endda er begyndt at føle os hævet over de skarn og uvorne unger der præger nutidens mediebillede. “De må jo tage ansvar for deres liv”, siger vi, kloge og møgforkælede som vi er. Det vi synes at fortrænge i et splitsekund er, at der højst sandsynligt ikke er mange til at fortælle disse skarn, at det er deres liv og deres valg. I hvert fald ikke mange som de respekterer, for den sure mand på cyklen med den løftede knytnæve, og læreren der sender den unge uden for døren for at lære ham en lektie – de tæller ikke med. Så ja, der er grund til pessimisme, for der er meget, der trækker i den forkerte retning.

Her er det så optimismen falder på et meget tørt sted, for hvad skulle vi da ellers gøre? Jeg håber at kunne repræsentere optimismen i tiden der følger nu, for det er der brug for. Jeg ved det vil blive hårdt, for modstandere er der nok af, men grunden til at jeg tør være optimistisk er, at jeg nu har et udganspunkt på to måneder, som jeg kan arbejde videre ud fra. Et udgangspunkt, som aldrig ville kunne opstå inden for landets grænser og som derfor skylder en stor tak til det vanvittige land Indien, og Sewa Ashram og alle de fantastiske mennesker der.

‘Projekt Udsat’ er slut, men arbejdet fortsætter både i det store og i det små. Tak for din tid.

- Ape

Sewa Ashram

Sewa Ashram er et rehabiliteringscenter og bofællesskab for de syge, gadens børn og folk fra slummet i Delhi. De tusindvis af hjemløse er ofte underernærede, tuberkulose- og HIV/AIDS patienter samt narkomaner. Samfundet udstøder disse mennesker og statshospitalerne vender ryggen til dem. Sewa Ashrams frivillige medarbejdere finder dem i grøftekanter, giver dem førstehjælp, tøj på kroppen og renser deres ofte midebefængte og inficerede sår. De som behøver langtidsbehandling bliver taget med på Sewa Ashram.

Langtidspatienterne bliver efter behandling rehabiliteret i Sewa Ashram. Derefter bliver de enten genforenet med deres familier eller får hjælp til at blive integreret i samfundet igen. Nogle vælger at blive boende og tage del i arbejdet med at hjælpe andre patienter og dyrke jorden, så Sewa Ashram kan forsyne sig selv mest muligt.

Staben på Sewa Ashram består af ex-patienter og vesterlændinge, som bor på stedet selv og frivilligt giver deres tid og liv til at hjælpe andre. Læs mere på www.sewa-ashram.org

Café Retro

Café Retro er en non-profit café, som bygger på en innovativ nytænkning af café-konceptet. Café Retro kombinerer frivilligt arbejde på en hyggelig kunst- og kulturcafé i indre by med støtte af et humanitært velgørenhedsprojekt i Indien.
Cafe Retro er ikke som cafeer er flest. Vi skiller os ud på grund af…

…blød og indbydende retro-indretning
Vores indretning er det første der skiller sig ud. Under bjælkelofter i et skævt gammelt hus i indre by har vi indrettet os med sofaer så bløde som i din bedstemors stue. Resultatet er en ualmindelig hyggelig hule – perfekt til lange samtaler over en god kop kaffe.

…den 3. verden skummer fløden
I Cafe Retro skummer vi i øvrigt ikke selv fløden. Det gør den 3. verden. Hos os havner profitten ikke i lommen på os selv, men bliver i stedet sendt til Afrika og Indiens fattigste. Vi kalder det non-profit. Se her hvem vi støtter.

…afslappet og hjemlig frivillighedskultur
En væsentlig grund til at vi kan sende penge til den 3. verden er, at stort set alt arbejde i cafeen bliver udført af frivillige. Frivillighedskulturen gør Cafe Retro til et at de mest afslappede og hjemlige caféer i København. Du kan også blive frivillig.

…en scene for kunst, kultur og debat
I Cafe Retro vil vi gerne støtte musikere og kunstnere der er på vej frem. Vi stiller derfor cafeen til rådighed for dem der gerne vil spille musik, udstille kunst, oplæse digte, holde debatoplæg etc. Se flere detaljer her, hvis du vil optræde/udstille.

Læs mere på www.cafe-retro.dk og Retro Nørrebro

Eleverne på Hørby Ungdomsskole i Nordjylland har valgt at støtte projektet, og de 140 elever på skolen har samlet ind og betalt Philips billet til Indien. Se klippet her.

Tilbage til Projekt Udsat

Anders Kofoed Pedersen
- Er gift, 30 år, bor på Østerbro
- Er uddannet lærer fra Zahles Seminarium i 2005
- Har arbejdet frivilligt og professionelt med børn og unge siden 1994 år. Heraf 7 år i Herlev.
- Har i perioden oktober 2005-oktober 2007 været ansat i forskellige tilbud i Herlev der har med udsatte unge at gøre (Det flyvende korps, Kompetencen og Pioner Projektet).
- Har siden 2004 været foredragsholder om emnerne Unge & Identitet og Unge & Medier, og har besøgt mere end 200 forskellige institutioner.
- Begyndte selv at rejse på egen hånd som 16-årig, og har siden været i mere end 70 lande.

Philip
- Familiepleje og aflastningsfamilie i flere omgange fra han er 2 år og frem.
- Ophold på en kostskole i Nordsjælland, hvor han er i en periode på 2 år frem til sommerferien 2006, hvor han bliver suspenderet pga. vold.
- Begynder at ryge hash i sommeren 2005. Det eskalerer for alvor i sommeren 2006.
- Sidste halvår af 2006 bor han i en periode i Sverige med sin mor og hendes kæreste, og ellers passer han sig selv, som gadebarn, når han er i Herlev.
- I starten af januar 2007 kommer han tilbage fra Sverige og får en plads på en ungdomspension, da han og moderen ikke har noget sted at bo. Moderen bor hos sin mor i en periode på godt en måned, men der kan han ikke bo.
- Samtidigt med det bliver han indskrevet på et kommunalt skoletilbud for andre udsatte unge, men fagligt og socialt er han ikke i stand til at profitere af skolens tilbud.
- Efter påske 2007 bliver han overflyttet til et dagsprojekt sammen med 2 andre drenge fra samme sted. I alt er der 6 unge tilknyttet projektet. Han profiterer stadig ikke optimalt af dette tilbud, og de ansatte i projektet vurderer, at han har behov for noget andet, hvis han skal bryde det mønster, der for længst har været tegnet.
- Projektet starter op igen efter sommerferien, nu kun med to drenge i alt. Projektet stopper officielt i starten af 2008, og den unge og hans mor savner svar fra kommunen om hvad der så skal ske.

Sekundære personer
Udover Anders Kofoed Pedersen vil der være en sekundær person, der har ansvar for at træde til, og støtte op i det omfang den primære person behøver det. I dette tilfælde vil det være Maria Kofoed Pedersen, der er gift med Anders Kofoed Pedersen. (Valget på Maria Kofoed Pedersen er i dette tilfælde primært truffet ud fra en økonomisk betragtning, da Anders og Maria Kofoed Pedersen er de to der stiller økonomisk garanti for projektet).

Carsten Villadsen vil desuden følge med i de første 17 dage. Carsten har flere gange været på Sewa Ashram, og hans opgave er at være med til at hjælpe projektet i gang. Der vil være en del spørgsmål i den første tid og Carsten rolle bliver at fungere som bindeled mellem projektet og Sewa Ashram.

Anbefalinger:
Følgende personer anbefaler at lade den unge indgå i Projekt Udsat
- Michel Papapetros: Det Flyvende Korps
- Peter Måløe, Susan Petersen: Ansatte i Pionerprojektet
- Charlotte Gaard: Leder af Kompetencen
- Ove Døj og Birgitte Janischefska: Ansatte på Kompetencen
- Claus Wacker: Tidligere kontaktperson for den unge på Kompetencen.
- Astrid Saabye: Ansat i distriktspsykiatrien og har igennem mange år haft et kendskab til specielt den unges mor og den situation de er i som familie.
- Ole Kristensen: Cand.psych. og pædagogisk og psykologisk supervisor for de ansatte i Pionerprojektet
- Herlev Nærpoliti. Att.: Gitte Larsen
- Kagshuset (Misbrugscenter i Herlev)

Tilbage til Projekt Udsat

Hvad er vores håb for den unge?

Som et absolut minimum, vil den unge have fået en oplevelse for livet, men vores mål er ikke bare at give en oplevelse, men at starte en ny udvikling i den unges liv. Mere konkret vil han udvikle nogle kompetencer, som han kan bruge til at etablere sin fortsatte hverdag. Afhængigt af hvor stort misbrug, der var hos den unge inden projektet, mener vi ikke det er naivt at tro, at den unge i slutningen af forløbet vil kunne sige, at det er ham der styrer hashen, og ikke hashen der styrer ham. Man må håbe, at 8 uger uden hash og andre euforiserende stoffer vil vise den unge, at han ikke er afhængig af det og er i stand til at leve et liv uden.

Målet er også, at den unge må udvikle sig fagligt. På Sewa Ashram, vil den unge lære at kommunikere bedre. Den unge vil begynde at lære engelsk. Den unge vil få tid og mulighed for at læse og skrive. Afhængigt af hvor den unge er i skolesystemet, må man forvente at han skal tilbage i det etablerede system, og der vil dette projekt have givet ham mod på at lære mere.

Man kan ikke ændre 15 års liv på to måneder, men måske kan den unge få en ny kurs i sit liv.

Efter opholdet i Indien venter der en ny stor opgave og nye muligheder. Hvad der præcist skal ske, ligger i princippet uden for dette pilotprojekts beskrivelse, men i dette tilfælde vil Anders fortsat holde kontakten ved lige. Sammen med den unge vil de blandt andet tage ud på institutioner og skoler og holde foredrag for unge, så han hjælpes til at se på sine oplevelser igennem andre unges øjne. Derudover vil Anders forsøge at engagere den kommune, som i første omgang ikke havde lyst til at støtte dette projekt.

Man kan ikke ændre 15 års liv på to måneder, men måske kan den unge få en ny kurs i sit liv. De pædagoger, lærere, psykologer og sagsbehandlere der har været tæt på denne unge har alle rost projektet, men der har været for lidt vilje til at prøve projektet af i det etablerede system.

Derfor afprøves dette projekt nu som et pilotprojekt, hvor udsatte unge ved at være en ressource for andre hjælpes til at se, at de har et liv, der er værd at leve.

Tilbage til Projekt Udsat

(Nedenstående er skrevet inden afrejse, og krydret med uddrag fra den oprindelige projektbeskrivelse. For at læse mere om selve forløbet, se Anders’ eller Philips’ blog fra turen)

I midten af februar rejser Anders og Maria Kofoed Pedersen sammen med den unge til Indien. Den vigtigste grund til at vælge Indien, er at der er mulighed for at have base i Sewa Ashram. Sewa Ashram er et behandlings- og rehabiliteringscenter for udstødte i det indiske samfund, og her kan den unge igennem mødet med forskellige former for arbejde og mennesker lære sig selv at etablere en hverdag.

At besøge Sewa Ashram kan være et tiltrængt kontekstskifte for den unge, der måske i Danmark bliver opfattet som “ham den voldelige”, “ham den problematiske” mv. Alle disse opfattelser kan “fange” den unge i kategorier, som kan være så stigmatiserende, at det vanskeliggør en positiv udvikling. Den unge bliver opfattet som et problem og kan stort set ikke gøre noget for at komme af med dette prædikat. Når verden omkring ham opfatter ham som et problem, vil hans selvopfattelse og hans adfærd således også blive præget af det.

På Sewa Ashram er der mulighed for, at den unge kan slippe for denne problemidentitet. Her vil han ikke blive opfattet som “ham den irriterende” mv., men tværtimod blive modtaget som fx “ham den interessante dansker”. Han vil blive mødt med nye øjne, store indiske smil, nye forventninger og nyt håb. Og netop dette kan være med til at starte en positiv udviklingsproces hos ham. På Sewa Ashram er han pludselig ikke mere ham, der skal hjælpes, men ham der hjælper. Han vil blive opfattet som en ressourcestærk person, hvilket netop kan blive til en art selvopfyldende profeti, som giver ham en ny selvopfattelse.

Personer involveret

I hele projektperioden vil der være tilknyttet en primær person som har det overordnede pædagogiske, faglige og sikkerhedsmæssige ansvar. I dette pilotprojekt vil det være Anders Kofoed Pedersen (se under Initiativtageren), der fungerer som primærperson. Derudover vil der være en sekundær person der har ansvar for at træde til, og støtte op i det omfang den primære person behøver det. I dette tilfælde vil det være Maria Kofoed Pedersen. Derudover vil Carsten Villadsen, som flere gange har været i Sewa Ashram, rejse med i de første to uger for at hjælpe projektet i gang. Dagene og ugerne vil så gå med at arbejde, hvor den unge får mulighed for at prøve forskellige former for arbejde af. Derudover vil Anders undervise den unge i ting som han kan bruge i hverdagen, fx mundtligt engelsk og skriftligt og mundtligt dansk.

I slutningen af forløbet vil moderen til den unge komme på besøg i ca. to uger. Moderen er, i dette tilfælde, den unges mest stabile voksenkontakt. Hun har selv haft et problematisk liv, men der hersker ingen tvivl om at hun vil sin søn det bedste. Formålet med at lade hende komme på besøg, er at hun får lov til at se den udvikling den unge er gået igennem i Indien og hun stifter selv bekendtskab med Sewa Ashram. Det gør det nemmere for dem begge at snakke om den unges oplevelser, når de vender hjem.

———————————————————

“Philip er nu stået op og ligesådan Lotte – Philips mor. Lotte landede sent torsdag d. 3. april og rejser sammen med os hjem i aften. Da jeg så hende i lufthavnen var jeg ikke sikker på, at det var den samme kvinde, som jeg havde sagt farvel til mandag morgen d. 18. februar i Danmark. Fysisk så hun helt anderledes ud, og mentalt virkede hun overraskende meget til stede, til trods for at vi mødte hende i Indira Gandhi Lufthavns kaos.

Som idealist men også realist kunne jeg se det ske, men jeg vidste også, at det ville kræve mere end bare gode intentioner….

Da vi sagde farvel i Danmark, gik hun næsten i en vinkel på 90 %, askegrå i ansigtet med dybe rynker og en stemme, der var svag og afslørede tegn på et hårdt liv. Nu stod hun her 12 kg lettere, oprejst, med farve i ansigtet og virkede glad og tilfreds. Da jeg i August første gang fortalte Lotte om mine tanker med Philip, begyndte hun at græde. Hun havde svært ved at forestille sig, at nogen ville gøre det for den dreng, som hun holdt så meget af, men som hun så ofte havde svigtet med det liv hun havde levet. Hun troede samtidig også, at jeg var lidt småtosset i hovedet, fordi det næsten lød for godt til at være sandt. Som tiden gik, og turen nærmede sig, sagde hun flere gange, at hun nu også måtte se at få styr på sit eget liv, for det var da det mindste hun kunne gøre, når der nu blev gjort så meget for Philip. Som idealist men også realist kunne jeg se det ske, men jeg vidste også, at det ville kræve mere end bare gode intentioner…”

(Uddrag fra blogindlægget, Exit India. Læs resten her)

Tilbage til Projekt Udsat

Formålet i dette projekt er at etablere et miljø, hvor både den unge og den voksne får forbedrede arbejdsbetingelser. De nye fysiske rammer gør det muligt for både den unge og den voksne at være til stede uden indflydelse af de sædvanlige rammer (familie, venner, misbrug, skole) som kan være hæmmende for udviklingen. Der etableres et miljø, hvor der lægges vægt på den tætte relation mellem voksen og ung, og samtidig er der god tid til at erhverve nye evner og kompetencer i nogle rammer, hvor andre er i fokus, hvor andre er problemet, i stedet for at det altid er den unge, der er problemet.

Formålet er at:

- Hjælpe den unge til at få øjnene op for egne og livets muligheder.

- Hjælpe den unge til at revurdere sit selvbillede, fra at være “et problem”, til at være “et menneske med ressourcer”.

- Hjælpe den unge til at udvikle arbejdsmæssige og faglige kompetencer.

- Hjælpe den unge til at etablere en hverdag uden kriminalitet og rusmidler.

- Hjælpe den unge til at tro på, at han har et liv, der er værd at leve.

Formålet er ikke at:

- Fremstille dette som en mirakelløsning. Dette er muligheden for at få et forbedret udgangspunkt for det fortsatte pædagogiske arbejde. Dette skal ikke ses som et løsrevet element af den pædagogiske indsats, men som et led i et længere forløb.

- Ændre den unge (det er negativt ladet, og kan medføre mindreværd og følelsen af ikke at være god nok)

-Skræmme den unge ved at placere denne under nye og meget anderledes forhold, men i stedet for vise den unge, hvad verden også er, og at den unge, måske ved hjælp fra den voksne, ser at han har evnerne og kompetencerne til at kunne få en hverdag til at fungere sådan et sted.

Tilbage til Projekt Udsat

Den 26. december 2003 kl. lidt over 5 tidligt om morgenen blev mellem 40 og 50.000 mennesker slået ihjel i løbet af få minutter. Et jordskælv som målte 6.8 på Richter skalaen ødelagde alt og tusinder af mennesker blev hjemløse, barnløse eller forældreløse.

Mr. Akbar, den smilende vært for Akbar Tourist Guest House, fik 40 års arbejde jævnet med jorden, men på denne onsdag, mere end to år efter, har han endelig fået gravet ud til fundamentet på det nye ‘hotel’, så hans gæster, han selv og hans familie ikke længere behøver at sove i containere, eller dårligt byggede soveværelser. “This time, we will build something strong”, siger han i en bestemt tone. Han har ikke i sinde at skulle grave gæster ud af hans hus en gang til. “I like to think of myself as a good writer, but I still haven’t found just the right words to describe the feelings and emotions of all this”. Akbar kigger lidt opgivende ned i bordet, og kigger så op igen. “But life carries on, and I can tell you this: Bam will rise again, a new Bam, a stronger Bam. Bam will become something different”.
“I like to think of myself as a good writer, but I still haven’t found just the right words to describe the feelings and emotions of all this”
Bam er selvsagt ikke det det var engang, og jeg husker selv, hvordan jeg for et par år siden hørte om Bam for første gang, og så billeder af den gamle bydel i Bam – før jordskælvet. Et fantastisk smukt sted, men gemt væk bag jerntæppet i Iran. Jeg ærgrede mig over, at der var steder i verden, der var så smukke, men som jeg aldrig havde hørt om. Den gang blev der sået en lyst i mig til i det mindste at se, hvad der stod tilbage. Måske i det mindste for at give hyldest til et sted, der engang var noget, men nu noget helt andet.

“Bam has been hospitalized, and if you are hospitalized, you appreciate people coming to visit you. That’s how it is here now. People here in Bam look on foreigners differently now. Before they were nothing but tourists to the people, but now they see you people from the west, as the ones who came and helped. You remind them of the help they received”.
“”Bam has been hospitalized, and if you are hospitalized, you appreciate people coming to visit you”
På min tur til det historiske ARG-E-BAM var jeg så ‘heldig’, ved hjælp af mit pressekort, at få en tur helt op på toppen af ruinerne af det gamle citadel. Ca 100 mennesker arbejder nu hver dag på at fjerne murbrokker fra stedet, og genopbygge det som i mange år har tryllebundet de besøgende. Arbejdet har nu varet 2 år, men Amin, som ham der viste mig rundt hed, siger at der vil være nok at arbejde med til mange år endnu. “Maybe in 30 years I’ll come back, and see this rebuild. I hope”! Amin, de 100 andre og UNESCO vil i hvert fald gøre sit for at se den gamle bydel tilbagevinde fordums storhed.

Tilbage til Iran 2006

Join the joyride (a long short story)

Hvorvidt det er det små skumle, det absurd komiske eller det dybt frustrerende ved den historie jeg nu skal fortælle, der står klarest efter det sidste punktum, vil kun tiden vise. Én ting er dog sikker, for mig rummede turen fra Bandar-e Abbas til Bam det hele.
“Det går jo ikke, at du tager hjem til Danmark og fortæller om, hvordan vi har taget overpris fra dig, bare fordi du er udlænding”, sagde en anden taxichauffør.
Efter at have fået dækket et minimums behov af varme solstråler, forlod jeg den persiske Golf, og rejste mod nord. Jeg var efter sædvane blevet hjulpet fint fra Øen, Qeshm til Bandar-e Abbas af en af de millioner iraner, der som altid står til rådighed, når du er i færd med at overveje om du har brug for hjælp. Hossein hed han i dag, og han var lige blevet færdig som ingeniør. Hossein sørgede for, at jeg ikke betalte overpris med taxi’en til busterminalen, eller det vil sige, det var de flere om at sørge for. Til trods for at min bagage tog plads for to, skulle jeg kun betale for en. “Det går jo ikke, at du tager hjem til Danmark og fortæller om, hvordan vi har taget overpris fra dig, bare fordi du er udlænding”, sagde en anden taxichauffør. Inden i mig selv måtte jeg smile, og jeg prøvede at forklare ham, at det var ok at forsøge at tjene penge. Denne snak om penge virkede et eller andet sted lidt tåbelig, eftersom det der var på tale, var om jeg skulle have betalt 1,5 eller 3 kroner for den 5 km lange tur til busterminalen. Selv for en jysk gnier som jeg, ville det være svært at føle sig snydt – altså sådan rigtig for alvor.

Jeg stod kort efter i busterminalen, og skulle for første gang finde frem til en billetluge på egen hånd. Hjælpsomme iranere, havde stået for den del indtil videre. Jeg fandt en engelsktalende sælger, som orienterede mig om, at der gik en kl 16 og en kl 18, og at der var 7 kr forskel for de ca 7 timers kørsel til Bam. Jeg købte den til kl 16.00 og 15 kr og satte mig udenfor på en bænk for at nyde det sidste stykke tid, hvor graderne var 20+. Hurtigt blev der dog skygget for solen, da 15 afghanere belejrede mig i et forsøg på at sælge messingure, plastickameraer, eller andet bras der var made in China, eller i en baggård lidt uden for Kabul. “Where you from” gik de over til, da de forstod at købetrangen min, var helt i bund. “New Zealand”, sagde jeg. Man vidste jo aldrig om en af dem havde en far, der synes det med JP og Muhammed, var en rigtig dårlig ide, og tiden til at skulle stå skoleret for en mullah eller en anden med ondt over tæerne, havde jeg ikke. Efter 10 minutters spørgetime, blev flokken spredt af en lettere ophidset bus-mand, som jagede de stakkels drenge væk med råb og stenkast. “Made in Afghan” sagde han, og fik dermed understreget det som så mange andre iranere også har sagt. Afghanere er Irans perkere. Dem kan de ikke lide.
“New Zealand”, sagde jeg. Man vidste jo aldrig om en af dem havde en far, der synes det med JP og Muhammed, var en rigtig dårlig ide, og tiden til at skulle stå skoleret for en mullah eller en anden med ondt over tæerne, havde jeg ikke.

Kl blev flere, og da jeg af min nye iranske ven, der havde siddet ved siden af mig under hele forestillingen, blev gjort opmærksom på, at der stod Zahedan og ikke Bam på min billet, ville jeg lige gå ind og forhøre mig. Det skulle vise sig at være en glimrende ide, for kl var en halv time over bustid, og jeg blev i hast fragtet til bussen, som imidlertid ikke så ud til at have travlt. Mine første godt 1000 km i Iran var blevet tilbagelagt i en af de nyere førsteklasses busser, som går under navnet ‘Volvo’. Delvis fordi, en del af dem er volvo’er. Der er intet at udsætte på kvaliteten, og de kører, som var de på vej til skiferie i Østrig. Den næste klasse, hedder ‘deluxe’. Delvis fordi nogle af dem er ganske deluxe, men det er der også nogen der ikke er – og sådan en skulle jeg med i dag. Alene det at co-driverens skjorte var smurt ind i olie, svagt antydede at der godt kunne opstå en enkelt situation undervejs.
Jeg trådte ind i bussen og satte mig til rette på et af de forreste sæder, og nikkede høfligt til den resterende del af bussen inden jeg satte mig ned. “Salaam”, sagde jeg – og de sagde ikke så meget. I grunden meget atypisk, for mine erfaringer med Iran indtil videre, de var jo ellers altid så venlige. Jeg satte mig ned, og tænkte at en del af forklaringen måske lå i at bussens bestemmelsessted var Zahedan (derfor stod det på billetten) som lå i Baluchestan provinsen, der grænsede op til Pakistan. Et område der altid er på Udenrigsministeriets no-go liste Muhammed-tegninger eller ej. Det var nok de færreste der skulle stå af sammen med mig i Bam, de lignede ikke just arkæologinteresserede eller den almene turist. Nej, de var sikkert pakistanere, afghanere og forbrydere og smuglere hele bundet, og hvorfor var det nu, at min taske lå nede i bagagerummet. Jeg stoppede for fantasien, og spolede lidt tilbage til virkeligheden, hvor tit er det lige jeg selv hilser på folk, der træder ind i 350S fra Nørreport.

Lidt i kl 17 fik bussen endelig gang i maskineriet, og jeg lænede mig tilbage for at få en go lang søvn hele vejen til Bam – troede jeg. Efter knap en time, stoppede vi første gang. Jeg lagde ikke rigtig mærke til, hvad der skete, men de tre co-drivere, som der tilsyneladende var, løb ud og foretog sig noget, som gentog sig ca 3 gange over den næste halvanden times tid. Jeg konkluderede, at det var checkpoints, som jeg mindedes at have læst noget om på netop denne strækning mod Pakistan. Jeg begyndte nu at lægge mærke til politiet ved de checkpoints der fulgte, og de så sjældent særligt muntre ud. På et tidspunkt, blev vi bedt om at gå ud, og der opstod en spontan hvilepause. Jeg forsøgte desperat at finde ud af om der var problemer med bussen, for flere gange havde de rodet med motoren eller hjulet også, som var den smådefekt. Mit ikke eksisterende farsi hjalp mig dog et fedt, og jeg måtte overlade konklusionerne til min egen fantasi.
Pludselig kørte bussen, og mit hjerte nåede lige at hoppe en enkelt gang, før jeg kunne konstatere, at den holdt ind på den modsatte side 100 meter længere fremme. Jeg begyndte nu at irritere mig over, at min rygsæk lå nedenunder, og oven i købet i den modsatte side af, hvor jeg sad. Ved hvert checkpoint kunne jeg høre sidelågerne smække, og min usunde fornuft, så hver gang rygsækken liggende på jorden, mens bussen bumlede videre.
Mit ikke eksisterende farsi hjalp mig dog et fedt, og jeg måtte overlade konklusionerne til min egen fantasi.

Hen ved 10 tiden om aftenen, omkring det tidspunkt, hvor vi skulle have været tæt på Bam, blev vi igen holdt ind. Nu kom politiet helt ind i bussen, det havde de også været før, men denne gang kiggede de ekstra godt igennem bussen. De var særligt interesserede i noget nede bagved, og så hev en af co-driverne en pose ned fra hattehylden, hvor han fremviste en 10-15 små sværd, med et blad på ca 50 cm. Jeg lod mig underholde af forestillingen, som sluttede efter et kvarters tid med at vi kørte afsted, men nu med en co-driver færre end før.
Jeg vendte mig rundt mod den resterende del af tilskuerne, og prøvede at slå ud med armene med et hva-sker-der-agtigt-kropssprog. Og dem jeg fik øjenkontakt med, smilede bare lidt skævt og trak på skuldrene. Fem km længere oppe af vejen, stoppede vi igen, og en af de små hjælpere løb over på den anden side af vejen, og bankede på hos nogen. Det lykkedes til sidst at få svar, og de åbnede op og stod så der og diskuterede et eller andet, som jeg af gode grunde ikke aner, hvad var. Pludselig dukkede co-driveren fra før op i en taxi, forklarede et eller andet, og vi kørte videre. På det her tidspunkt var jeg fyldt med en ambivalent følelse af ikke at have ventet to timer og betalt 7 kr mere for at få en tur med en ‘volvo’, for at slippe for alt det her. Men samtidig måtte jeg også nyde den boblende frustration over et absurd sceneri, jeg af mange grunde ikke fattede en kæft af.
Farcen fortsatte. På farsi selvfølgelig, og jeg måtte forgæves søge efter den berømte mening mellem de linier jeg i forvejen ikke kunne læse.
Farcen fortsatte. På farsi selvfølgelig, og jeg måtte forgæves søge efter den berømte mening mellem de linier jeg i forvejen ikke kunne læse. Efter vi havde brugt 20 min i snegletempo på at kæmpe os op på toppen af et bjerg, blev vi igen vinket ind af NAJA, det stod der i hvert fald på politimændenes uniformer. Denne gang tog de to co-drivere med i bilen, og kørte væk, og kort tid efter dirigerede de den store bus rundt og ned den samme vej vi kom fra. Var vi kørt forkert? Havde vi noget med som vi ikke måtte? Var alle i bussen politiske fanger, der skulle leveres tilbage til Pakistan? Et kæmpe skidestort spørgsmålstegn til det alt sammen. Jeg havde lyst til at rejse mig op i bussen, og råbe efter svar i vinden, men det blev ikke til meget andet end de udslåede arme, og skuldertrækningen og det skæve smil i retur.

For foden af bjerget, kørte vi ind et sted, hvor der holdt smadrede biler og nogle andre busser parkeret. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det var en politistation. Efter 10 minutter, var status quo, men min frustration over handlingslammethed var vokset. Det hjalp jo ikke rigtig at råbe, ingen forstod mig jo alligevel. Jeg var bare en eller anden fra New Zealand, som var kommet med den forkerte bus. Jeg begyndte at fryse, mine tæer savnede strømper i sandalerne og armene kunne godt bruge et lag mere. Jeg fik mig endelig rejst fra sædet og gik ud af bussen, mit argument var; Toalet! Jeg søgte op i politibygningen, fandt et hul i jorden, og et par andre politimænd. De fandt også frem til, at jeg var fra New Zealand, og at jeg var på vej til Bam.

Jeg begyndte at kunne stykke en forklaring sammen, da de snakkede om olie. Et øjeblik troede jeg, at det handlede om, at vores bus dryppede olie på vejen, og at det var derfor vi blev dirigeret rundt, men en del tydede også på, at det kunne have noget med smugleri at gøre. To andre busser holdt nu nede ved vejen, og en fyr fra den ene bus, en ‘volvo’ kom ind på kontoret, hvor han skulle underskrive nogle papirer. Jeg sad med og fik varmen, og blev efter et stykke tid tilbudt et lift til Bam. “OKAY”, sagde jeg, det lød tiltalende at slippe for mere tid i slyngelbussen. Da papirerne var færdige gik fyren ned mod bussen, og jeg gik over til min bus, og ville have dem til at åbne op til mine ejendele. Det gik lige lovlig langsomt, og de prøvede at forklare mig (tror jeg), at de kørte til Bam lige om lidt, og prøvede at få mig ind i bussen. Jeg sagde nej og insisterede på at få min bagage, og langt om længe lykkedes det. Jeg forlod bussen og gik ned mod den anden bus, hvor jeg kom ind, og fik plads på gulvet ved siden af chaufføren. Stadig uden forklaring på noget som helst, fortsatte jeg nu turen de sidste 60 km mod Bam. ‘Volvoen’ forcerede nemt den lange bakke, og efter godt en time ankom jeg til Bam. Kl var nu halv et om natten.
Jeg sagde, “salaam” og han sagde, “hello”. Her var min redningsmand, manden der kunne besvare mine spørgsmål, og give mig tag over hovedet.
Ved ankomsten var der stadig ingen engelsktalende, men en fyr sagde; “Akbar, engelisi”, og det gav mig kodeord nok til at vide, at jeg nu kunne blive ført hen til en der kunne give mig svar på bare nogle af mine spørgsmål, og husly. Efter en halv times kørsel rundt i Bam, uden held i vores søgen efter Mr. Akbar, gav min chauffør tilsyneladende op, og han vendte om og signalerede, at jeg kunne sove hos ham. Ved tankstationen mødte han dog en anden fyr, som tilsyneladende vidste hvor Akbar boede, og han kørte tilbage til området vi havde kørt i før. Endelig stoppede han foran en fritstående port, foran et stort hul i jorden, og pegede som om Akbar boede der.
Han steg ud af bilen og bankede på den fritstående port, som stod 10 meter foran huset. Efter 5 minutter blev der tændt lys, og en mand kom ud. Jeg sagde, “salaam” og han sagde, “hello”. Her var min redningsmand, manden der kunne besvare mine spørgsmål, og give mig tag over hovedet. Manden der kunne tale engelsk. Kun 8 timer uden engelsk var der gået, men der var sket så mange ting, at mit behov for at kunne kommunikere var vokset til uanede højder. Jeg var nu igen i gode trygge, gæstfrie, iranske hænder, og kunne ligge mig til ro med et smil på læben.

PS: Hvad det præcis var der skete, har jeg stadig ikke nogen endegyldig forklaring på, men på den strækning er der normalt mange checkpoints, på grund af smugling. Om min bus havde smuglervarer med, ved jeg ikke, men mange ting tydede på det.

Tilbage til Iran 2006

Når det kommer til kvindernes rolle i Iran, har vi vel nok alle sammen vores ide om, hvordan det er at være kvinde i Iran, og det er nok de færreste danske kvinder, der drømmer om at bytte tilværelse med en iransk. Jeg havde inden jeg rejste, læst og hørt om det moralske politi som gik rundt og sørgede for at tingene var som de skulle være. Fx måtte mænd og kvinder, som ikke var i familie med hinanden ikke blive set sammen offentligt. Fra tidligere vidste jeg også, at det op gennem 80′erne og 90′erne var om ikke ulovligt, så ilde set, at man tog kontakt til udlændinge, og hvis ret skulle være ret, skulle man have tilladelse fra politiet til at invitere en udlænding hjem. Jeg havde fået at vide at de langt fra var synlige som tidligere, men alligevel var jeg en anelse overrasket da to piger i ført Chador, som er den traditionelle sorte dragt, tog kontakt til mig langs floden i Esfahan.
De må køre bil, de må være i besiddelse af egen ejendom, arbejde uden for hjemmet, stemme og sidde i det iranske parlament, men stadig er der en klar diskrimination af kvinder i Iran, og fx tæller en kvindes stemme kun det halve i en retssag.
Fatima, hed den ene, som jeg snakkede med i godt en time. Fatima læste engelsk, og var selvfølgelig interesseret i at få udvidet hendes ordforråd. Det forråd hun havde, var dog rigeligt til at sætte mig ind i en række forhold, som ville tage alt for meget plads her. Hun var ikke selv så begejstret for at bære Chador, men der var ikke de store muligheder, og hun foretrak den stadig frem for bare at gå med tørklæde, eller ‘uniform’, som de kalder det, hvis man har almindeligt tøj på og slør. “Der er større respekt omkring piger der bærer chador, de ser mere religiøse ud”, sagde hun, hvilket forklarede hvorfor. Skulle man nu som kvinde vælge en tørklædefri dag, kan man se frem til en tur i fængsel, så når de siger, at de bliver nødt til det, så bliver de nødt til det. Alt dette bliver ironisk nok set i lyset af, at Iran anno 1979 før den islamiske revolution og Khomeini, var et land uden tørklædetvang. I 30′erne bestemte den daværende shah (konge) sig for at åbne mere op mod omverdenen, det betød afskaffelse af tørklædet, kvinder kunne søge om skilsmisse, shah’en opfordrede kvinder til at arbejde udenfor hjemmet og alderen for hvornår en kvinde kunne blive gift, blev hævet til 15 år, (senere i 1962 blev den hævet til 18). Efter Khomeinis komme varede det dog ikke længe før tørklædet var tilbage i heldragt-version og alderen for hvornår en kvinde kunne blive gift røg igen ned til de oprindelige 9 år. Blev hun fanget i at bære forkert tøj eller synlig make-up, risikerede hun pisk, og var hun utro kunne hun blive stenet. Retfærdigvis bør jeg nok også nævne, at mændene i denne periode heller ikke just kunne boltre sig. Fx måtte man ikke gå med cowboybukser og man måtte ikke barbere sig.

Disse skrækscenarier, skal man nu nok lede længe efter i dag. Pigerne går med flere lag af make-up, og tager tilsyneladende kontakt til hvem de vil. I forhold til mange af de omkringliggende lande er kvinderne i Iran tilsyneladende bedre stillet. De må køre bil, de må være i besiddelse af egen ejendom, arbejde uden for hjemmet, stemme og sidde i det iranske parlament, men stadig er der en klar diskrimination af kvinder i Iran, og fx tæller en kvindes stemme kun det halve i en retssag. Tiderne skifter dog, og set i lyset af den nye generation af unge, vil der med al sandsynlighed fortsat ske store ændringer. Jeg har svært ved at se Islamisterne fastholde det jerngreb på Iranerne de næste 10-20 år, det jerngreb som allerede så småt er ved at ruste.

Post scriptum

I aften fik jeg selv lov til at se de moralske vogtere i aktion. Reza (en iraner jeg har rejst med et par dage) og jeg sad på en restaurant og spiste og røg vandpibe. Pludselig ser jeg en politimand komme ind, som går ned gennem restauranten, som om han kigger efter nogen. Senere ser jeg ham gå ud med en kvinde, jeg tidligere har set gå ind alene. Reza fortæller, at kvinden, som er ca 35 år gammel, højst sandsynlig er gift, men at hun har siddet med en ung fyr. Kvinden har muligvis tilbudt sig selv til fyren, og måske er det ikke første gang. Det er hvad der sker, når den nye generation gør som det passer dem, mener Reza. Kvinden vil blive taget med på stationen, hvor der vil blive ringet til manden for at høre om han kender fyren. Hvis ikke, vil kvinden ifølge loven skulle begraves til brystet og stenes ihjel, det samme ville gælde, hvis det var en gift mand der gjorde det. Det er sharia lovgivning i dens yderste konsekvens.

I dag i år 2006, vil kvinden højst sandsynligt kunne komme udenom det på en anden måde. Måske vil hun betale en bøde, eller kun sidde lidt i fængsel, og det samme vil gøre sig gældende for fyren. Hvis ikke det er første gang det er sket for kvinden, vil hun højest sandsynligt blive tjekket for kønssygdomme.
Før vi gik, fandt vi ud af, at politiet var kommet fordi, der havde siddet en fra den iranske efterretningstjeneste, ved bordet ved siden af og overhørt kvinden og fyrens samtale. Han havde vurderet, der var noget galt og tilkaldt politiet.

Tilbage til Iran 2006