Jeg sidder her i en lejlighed på 8. etage i Teheran, hovedstaden i Iran, centrum af ondskabens akse. Elevatoren er gået i stykker, så trapperne føles lange. Toilettet får mig til at vente lidt længere end jeg stiller mig til rette, og morgenmaden jeg lige har spist bestående af brød, der sikkert var bedre for 3 dage siden og te/chai, som jeg har bestilt uden sukker findes sikkert også bedre hjemme i København.
På fjernsynsskærmen bliver der skiftet heftigt mellem Al Jazeera og Al Iraqi, for at Ali og Amir kan få det hele med fra Saddams rettergang. Ali mødte jeg på flyveren med hans 4 år gamle søn Anders. Ali er 42 år gammel, kurdisk iraker, født I Baghdad, boede 3 år i Teheran for 24 år siden, bor nu i Tingbjerg og er tidligere 2.divisionsfodboldspiller. Det er hans familie, der nu har åbnet sit hjem for mig, og vist en gæstfrihed, der ligger et godt stykke over gennemsnittet for, hvad jeg selv og mine danske venner ville kunne præstere over for en fremmed som mig.
Settingen er således perfekt mellemøstlig, og i følge den vestlige verdens mediestrøm må jeg nok hellere blive siddende i sikkerhed heroppe, for ikke at støde ind i de vrede, fundamentalistiske og ekstremistiske muslimer, der står på hvert et gadehjørne, brænder danske flag af og råber "død over Danmark".

Det er nu snart 48 timer siden jeg tog afsted fra Danmark, og jeg skal selvfølgelig lade være med at begå den samme fejl, som så mange andre. Nemlig den at danne mit forkromede overblik af Iran på baggrund af det begrænsede materiale jeg på nuværende tidspunkt har set, og derefter antage, at det er sandheden. Men én ting er interessant:

Hvorfor er det billede jeg har set i medierne så fjernt fra det jeg har mødt her?
Jeg har flere gange i løbet af dagen i går, mens jeg gik med min ven Ali og på egen hånd, måtte grine lidt af mig selv. Grine af mig selv fordi det jeg ønsker ikke skal ske for mig, alligevel sker for mig. Vi har det med at udskifte uvisheden med vores egen fantasi, og vores egen fantasi er ofte meget værre end virkeligheden. Med mit begrænsede kendskab til den mellemøstlige verden og hvordan medierne fungerer burde jeg være i stand til at lave en noget mere nuanceret version af Iran årgang 2006, men alligevel sniger det modsatte sig ind i samtaler med arbejdskollegaen, de gode venner eller svigermor, og det til trods for at jeg burde vide mere. Jeg hørte den anden dag, at vi mennesker kun træffer 5-10% af vores valg bevidst. Det går meget godt i tråd med min påstand fra turen til Irak, om at vi primært bliver styret af vores uvidenhed. Et eller andet sted er det vel skæbnens ironi, at Jyllandspostens motto er: Hvis du vil vide mere! Måske de burde stille sig selv spørgsmålet. Jeg håber svaret må være - JA TAK!

Efter en dag på gaden, med en del politiske diskussioner, er jeg stadig uvidende og ikke nogen bedrevidende, endsige alvidende verdensmand, der nu har fundet sandheden. Jeg har blot fået et andet billede at sætte dette skræmmebillede fra medierne op imod.

Sagen med de vantro Muhammed-tegninger skal ikke negligeres, og den er blandt de hotteste nyheder i den Islamiske Republik Iran. Således reagerer alle stort set med en tunge, når de hører man er fra Danmark (hvilket er meget få, hvis man går alene). De siger: "ÅÅÅÅH, Danimarca…..ÅÅÅH", men deres næste replik er ikke fjendtlig, snarere spørgende og uforstående omkring hele situationen. De vil gerne vide hvorfor: Hvorfor sker det, hvorfor gør han det, hvad sker der for den mand, hvorfor undskylder den danske regering ikke, hvorfor fyrer de ham ikke?

Mange muslimer forsøger at placere skyld, derfor bliver zionisterne nu i de iranske aviser anklaget for at have givet penge til ham, der har tegnet tegningerne. Det kan jeg selvfølgelig ikke udelukke, men jeg finder det personligt ikke særlig sandsynligt. Jyllandsposten er, tror jeg, bare lidt for højreorienteret og ikke så fintfølende overfor muslimer. Havde Jyllandsposten haft lidt flere muslimer ansat, var dette nok ikke sket, fordi de havde været med til at bremse noget, der dybest set var unødvendigt, og set i bakspejlet; ubeskriveligt dumt! (Jyllandsposten havde dog en del overvejelser inden de valgte at trykke tegningerne, og nogle advarede dem også mod at gøre det. Check evt www.jp.dk, for at læse en længere beskrivelse af overvejelserne). Det var der bare desværre ikke nogen der kunne se for 5 måneder siden, og det inkluderer både Jyllandsposten, Anders Fogh og mig selv.

Med mit ikke eksisterende Farsi (Irans national sprog) er det selvfølgelig svært at besvare alle de spørgsmål, derfor siger jeg nogle gange, at jeg kommer fra New Zealand, eller et andet land. Ikke af frygt - indtil videre, men i afmagt over, at jeg ikke kan besvare deres spørgsmål. I går fik jeg følgeskab af en iraner, der kunne tale engelsk, og han kunne derfor være bindeled og oversætter mellem mig og en række mænd i en herreekviperingsforretning. I løbet af en time, kunne jeg så udvide min horisont og blive klogere, men alle som én understregede de deres respekt for mig, og at det jo selvfølgelig ikke var mig de var sure på. Men selv efter mange forsøg på forklaringer, stod der stadig et spørgsmålstegn i hovedet på de fleste. Den slags snakke blandt almindelige mennesker som jeg selv og dem, er særdeles brugbar til at få slået det fast man hurtigt glemmer, mens demonstrationer og ambassadeafbrændinger løber hen over skærmen: Iranere er også mennesker!

Tilbage står altså Anders i Iran, et land som brænder broer til Danmark, men forhåbentlig ikke i begge ender. Et land hvor regeringen bruger denne frustration blandt folket, til at ramme andre end dem selv, og i den sammenhæng er Danmark desværre et nemt offer.
Men jeg frygter ikke for min sikkerhed, og med hvad jeg har set indtil videre, kan jeg kun grine lidt af tanken. Selvfølgelig kan der opstå situationer, som i ethvert andet land, men den risiko løber jeg gerne for at få syn for sagen bag facaden på Iran - "centrum for ondskabens akse".